Nyhedsbrev

Kære alle

Jeg glæder mig til vores kaffeaften på mandag. Værløse Folkemusikanter kommer og spiller til dans, og de spiller blandt andet Les Lancier med den mest udbredte musik til. Tag venner og bekendte med, så de kan opleve, hvor dejligt vi har det, og hvor skønt det er at danse. Gæster betaler kun 35 kr for at deltage til en aften med levende musik og danseinstruktion, og det inkluderer også kage og kaffe. Medlemmer betaler 10 kr for kaffe og kage.

Farum Folkedanseres næste store engagement er søndag den 12. november, hvor vi i samarbejde med Folkedans Danmarks lokale seniorråd har arrangeret en legestue. Også her håber vi, at I bakker op og tager venner og bekendte med, så vi får en festlig søndag eftermiddag. Prisen er 70 kr for dans til levende musik og med danseinstruktion samt forplejning bestående af kaffe, boller og lagkage. Der vil gå seddel rundt de næste gange, og man kan også tilmelde sig ved at sende en sms til mig på:  42261247

Billedet er fra vores sæsonstart, og sæsonen er startet med mange gode nyheder:

Først og fremmest kan vi byde 5 nye medlemmer velkommen i Farum Folkedansere, nemlig Anni B., Kate, Elisabeth V., Lise, Keld. Vi håber, at vores nye dansere vil trives hos os og nyde dansen og samværet.

Bestyrelsen har arbejdet på at sanere Foreningens økonomi, og det er lykkedes. Vi har for eksempel fået solgt 16 af vores folkedragter, og det er dejligt ikke bare på grund af indtægten ved salget, men også fordi dragterne vil komme i brug igen. Vi har fået en gratis email-konto. Vi håber på, at vi kan finde endnu lidt flere steder at spare, men vi er også nødt til at hæve kontingentet, så vi kan køre uden underskuddet. Under alle omstændigheder skal vi have råd til vores fabelagtigt dygtige musikere og vores fremragende danseinstruktør.

Vi har fået nye vedtægter, som er bedre tilpasset foreningens størrelse.

Farum Folkedansere deltog i Forenings- og kulturfestivalen ved åbningen af det nye rådhus i Furesø Kommune. Vi havde en meget flot stand. Der var blandt andet en udstilling af vores flotte, håndsyede dragtkopier:


En lille gruppe dansede mens Værløse Folkemusikanter spillede. De fik megen ros af tilskuere. Den fælles optræden kan ses på YouTube.

https://youtu.be/zWROBXLv_w0

 

 

 

 

 

 

 

Endnu et  hverdagsbillede, hvor vi synger sammen:

På gensyn på mandag til kaffeaften med Værløse Folkemusikanter. Vi er tre fra Farum Folkedansere, der også er musikere, nemlig William, Jytte og jeg. Jeg spiller, men tager dansesko på, så hvis I mangler en partner, så er I velkomne til at byde mig op, hvad enten der mangler en der danser som herre eller dame.

Mange hilsener

Anni